| NetDoktor |
|
Det offentlige udfordrer netdoktor'erne
(Kristeligt Dagblad, 12. march 2001) - Der mangler et offentligt tilbud i en fragmenteret strøm af informationer om sundhed på Internet
Den offentlige sundhedssektor tager nu kampen op med succesrige sundhedsportaler på Internet. Det kan åbne op for, at borgeren og patienten kan gå i egen journal hos den praktiserende læge, på sygehuset eller hos tandlægen. Den elektroniske patientjournal vil dermed åbne op for, at danskerne i fremtiden lettere vil kunne hente oplysninger om sig selv.
Det ambitiøse tiltag, som ifølge eksperter vil koste skatteyderne et trecifret millionbeløb, vil også give patienten mulighed for at kontakte egen læge over Internet.
Sundhedsdirektøren i Viborg Amt, Henning Bruun-Schmidt, mener, at det er oplagt, at de officielle indehavere af information på sundhedsområdet tager initiativ til en anderledes sundhedsportal end dem, som allerede eksisterer på Internet.
- Det vil ske gennem en portal, der kan fungere som borgerens og patientens direkte adgang til alle ydelser i den offentlige sundhedssektor, siger sundhedsdirektøren.
- Der er nogle, der mener, at der mangler et offentligt tilbud i en fragmenteret strøm af informationer om sundhed, der i dag er tilgængelig på Internet, fortsætter Henning Bruun-Schmidt, der er formand i en temagruppe, som beskæftiger sig med udviklingen af den kommende sundhedsportal.
Portalen er en idé, som er udsprunget af en toårig dansk strategi for informationsteknologi i sygehusvæsnet. Ét af de væsentligste initiativer er, at de centrale sundhedsmyndigheder skal undersøge muligheden for at starte en sundhedsportal med information til borgere og personalet inden for sundhedsområdet. Og foreløbig er det nye projekt blevet budt velkommen i den danske sundhedsverdenen, hvor blandt andet Amtsrådsforeningen, Sundhedsministeriet og Den Almindelige Danske Lægeforening har meldt sig på banen, når opgaven skal løftes.
- Vi er meget interesserede i at medvirke til udarbejdelsen af en sundhedsportal i offentligt regi. Og det er da helt oplagt, at de praktiserende læger skal være med til at løse opgaven - også på Internet. Allerede i dag er de praktiserende læger nøglepersoner på sundhedsområdet, som løser cirka 90 procent af alle folks sundhedsmæssige problemer, siger formanden i Lægeforeningen, Jørgen Lassen.
I en af Danmarks førende private sundhedsportal, Netdoktor, ser man lyst på en offentlig konkurrent, og man opfatter en offentlig sundhedsportal som en mulig samarbejdspartner.
- Det er en god idé, som kan dække fremtidens behov for, at borgerne eksempelvis selv får lettere adgang til egen journal, siger administrende direktør i den danske afdeling af Netdoktor, Morten Bro Nielsen
- Vi forventer, at en række af tilbuddene bliver udbudt i licitation, hvor vi selvfølgelig vil kunne udnytte vores ekspertise og know-how på området, lyder det fra Morten Bro Nielsen. /ritzau/
|