Netdoktor renser ud
(Læs også mine kommentarer: "Exit
on a sad note")
(Jyllandsposten, 23. oktober 2001) - Den danske sundhedsportal
www.Netdoktor.dk fyrer nu sin danske og skandinaviske chef Morten
Bro-Nielsen. Samtidig forlader koncernens internationale topchef Jim
Donohue sin stilling efter kun 10 måneder i chefstolen. Koncernens
næstkommanderende Philip Whitecross pakker samtidig sin chefkuffert uden
en anden udfordring på hånden.
23 ud i marts
I forbindelse med den store udluftning i ledelsen
følger en mindre reduktion blandt de menige medarbejdere. Det bliver
dermed anden gang i år, at Netdoktor er ude med fyresedler. I marts
afskedigede internetportalen 23 af sine 63 danske ansatte.
Det er ikke mere end halvandet år siden, at nogle af de
største britiske investeringsbanker vurderede, at Netdoktor ville kunne
indbringe op mod seks mia. kr. ved en børsnotering. »Jim Donohue har
valgt at sige op, da han har sygdom i den nærmeste familie. I den
forbindelse har Philip Whitecross valgt at stoppe efter gensidig
overenskomst, men vil fortsat være tilknyttet som konsulent. Vi er blevet
en mindre organisation. Derfor har vi benyttet lejligheden til, at jeg
overtager stillingen som dansk og nordisk chef for Netdoktor efter Morten
Bro-Nielsen, der ikke længere arbejder for os,« siger Mikael Vissing,
der foruden den nordiske toppost fortsætter som bestyrelsesformand for
hele Netdoktor-koncernen.
Kapital med betingelser
Netdoktors offentliggjorte sit første regnskab i juni
sidste år, der for en periode på 10 måneder frem til foråret 2000
viste et underskud på 77,1 mio. kr. Men regnskabet for det forgangne
regnskabsår lader vente på sig. Netdoktor fik i april et kapitalindskud
på 38 mio. kr. fra sin største aktionær Apax. Men betalingen af hele
beløbet var ifølge Jyllands-Postens oplysninger betinget af nogle
indtjeningsmål, som ikke ser ud til at kunne nås. Mens det går godt i
Danmark, Sverige og Norge tabes der ganske store beløb i både Tyskland
og Storbritannien. Direkte adspurgt om kravene er forbundet med den
seneste kapitaltilførsel svarer Mikael Vissing afværgende. »Vi er vant
til barske krav. Men jeg vil slet ikke kommentere vilkårene i forbindelse
med finansieringen. Jeg kan hverken be- eller afkræfte noget i den
forbindelse,« fastslår Mikael Vissing. Mikael Vissing kom til Netdoktor
i sommeren 1999, da stifterne journalisten Rune Bech og lægen Carl Brandt
havde fået den første investering på plads. Rune Bech forlod i foråret
Netdoktor til fordel for en ledende stilling hos TV2. Netdoktors
salgsdirektør Alex Ballantyne er udnævnt som ny adm. direktør for
koncernen.
Af NIELS SANDØE (niels.sandoe@jp.dk)
|