Venturefonde overtager Århusfirma
(Jyllandsposten, 28. januar 2003) - Fem venturefonde har for 30 mio.
kr. overtaget alle aktierne i Århusfirmaet CCSS, der skifter navn til
Visible Diagnostics. Selskabet har patent på en metode til at
billedscreene livmoderhalsprøver for spor af kræft.
De fem investorer er InnFond, Radiometer Venture Fond,
Innovationsinvestering, Øresund Healthcare og Malmöhus Invest, skriver
nyhedsbrevet Rapidus.
»Vi har investeret et lille encifret millionbeløb i Visible
Diagnostics. Vi synes, at det er en spændende diagnosemetode, og så
ligger den tilpas langt væk fra det, vi normalt beskæftiger os med,«
siger koncerndirektør Peter Kürstein fra Radiometer Medical.
Visible Diagnostics' metoder betyder, at den første frasortering af
omtrent halvdelen af alle prøver bliver væsentlig mere effektiv og ikke
kræver manuel analyse af højtuddannet og dyrt personale.
Radiometer har foreløbig afsat 100 mio. kr. til investeringer i nye
selskaber frem til 2005. Visible Diagnostics er den fjerde
investering.
»Vi har investeret i DTU Innovation og Øresund Healthcare med op til
10 mio. kr. i hver. Den ramme er endnu ikke opbrugt. Og så er der nu en
mindre investering i Visible Diagnostics og endnu en i et selskab, som
ikke er klar til at offentliggøre det,« siger Peter Kürstein.
Trykket stemning
Radiometer gennemlæste sidste år omkring 100 forretningsplaner, og
det har ført til to investeringer. Den lidt trykkede stemning på
aktiemarkederne og i erhvervslivet generelt kan også mærkes i
venturebranchen. I fjerde kvartal fik Radiometer ikke helt så mange
ansøgninger som ellers.
»Jeg troede ellers, at venturebranchen netop skulle købe ind, når
selskaberne var billigst. I de seneste fem-seks år har det set ud som om,
der i stedet er blevet købt ind, da IT- og biotekselskaberne var aller
dyrest,« siger Peter Kürstein.
Efter en lang periode med enten ingen eller kun ringe opmærksomhed om
sine aktier er der igen kommet gang i Radiometer. En overraskende høj
indtjening i de seneste kvartaler har øget omsætningen, og Radiometer
presser sig igen på til KFX-indekset.
Søren Kragballe
|